Udluftning

Tid til udluftning

Frisk luft er vejen til en sund bolig og et godt indeklima. Det kolde vintervejr skaber faktisk de bedste betingelser for udluftning i boligen. Netop nu er det altså tid til udluftning.

Hvorfor lufte ud?
Udluftning er afgørende for både boligens og beboernes sundhed. Hvis du ikke lufter ud, stiger luftfugtigheden. Er luftfugtigheden for høj risikerer du, at der opstår fugtskader i din bolig.

Boligens indeklima afhænger også af luftfugtigheden, da husstøvmider lever og formerer sig bedst, når luftfugtigheden er høj.

Det gælder derfor også om at holde luftfugtigheden i boligen nede, hvis du vil forebygge allergi som følge af dårligt indeklima.

Hvor kommer vanddampen egentlig fra?
En gennemsnitsfamilie producerer hver dag ca. 15 l. vand i form af vanddamp. Vanddampen kommer fra brugen af badeværelse, køkken og tørring af tøj. Beboernes udånding og sved er også kilde til vanddampen, fx. afgiver én person ca. 0,5 liter vand på en nat.

Fugtskader og dårligt indeklima kan også opstå, hvis du ikke vedligeholder din bolig. Råd og svamp får de bedste betingelser for at udvikle sig, hvis du ikke er opmærksom på fx. utætte rørinstallationer i badeværelset

Mangler din bolig udluftning?
De sikreste tegn på, at din bolig mangler udluftning, er dug på den indvendige side af vinduer, kolde og klamme ydervægge, sur og muggen lugt i boligen generelt, råd/svampeangreb og mug på kolde ydervægge.

Mangler din bolig udluftning, er der dog råd for sagen. Du kan nemlig selv gøre en lang række ting, for at reducere luftfugtigheden i din bolig.

Luft ud! Du bør lufte ud 2-3 gange dagligt i ca. 5-10 minutter. Derudover er det vigtigt, at du lufter jævnligt ud i både badeværelse og køkken.

Luft ekstra godt ud i badeværelset under og efter badning. Hold døren til boligens andre rum lukket.

Undgå at tørre tøj indendørs, hvis det er muligt. Hvis du tørrer tøj indendørs, bør det altid foregå i et aflukket rum. Luft godt ud i rummet både under og efter tørringen af tøjet. Tørrer du tøj i tørretumbler, skal den altid have et aftræk til det fri, således at vanddampen ledes bort fra boligen.

Når du laver mad, skal du huske at lægge låg på gryderne. Sørg også for, at dampen fra madlavningen bliver ledt væk via emhætte eller ventilator.

Soveværelset er det rum, som er allermest udsat for fugt. Derfor er det vigtigt, at du lufter ud i soveværelset og lufter familiens sengetøj jævnligt.